Vi har en rigtig god nyhed at dele.

I de seneste måneder har der været usikkerhed om fremtiden for det varslede motionsfradrag, efter at lovforslaget ikke nåede at blive behandlet inden folketingsvalget. Derfor har vi fulgt sagen tæt og været i løbende dialog med både politiske rådgivere, embedsværket og Skatteministeriet.
Nu har regeringen offentliggjort, at initiativet om indførelse af et motionsfradrag genfremsættes. Fradraget skal kompensere motionister for de ekstra omkostninger, som følger af, at der som konsekvens af EU-domme skal lægges moms på blandt andet holdundervisning i fitnesscentre.
I regeringens pressemeddelelse fremgår det blandt andet:
"Seniorer, dagplejere og motionister kan se frem til skattelettelser allerede fra 2026."
Samtidig oplyser regeringen, at motionsfradraget forventes at få virkning allerede fra 2026.
Det er en særdeles positiv melding for fitnessbranchen. Motionsfradraget har været et centralt element i arbejdet med at afbøde konsekvenserne af momspligten på dele af fitnessbranchens ydelser, og regeringens udmelding sender et vigtigt signal om anerkendelsen af motion og træning som en væsentlig del af den forebyggende sundhedsindsats i Danmark.
Selvom lovforslaget fortsat skal gennem den formelle behandling i Folketinget, er det afgørende, at regeringen nu bekræfter, at motionsfradraget fortsat er en del af lovprogrammet, og at intentionen om virkning fra 2026 fastholdes.
Vi følger den politiske proces tæt og er fortsat i dialog med de relevante aktører. Vi holder jer naturligvis løbende orienteret, når der kommer nyt om den videre lovbehandling, tidsplanen og de konkrete rammer for fradraget.